Legaternes pris – den betaler jeg gerne!

2014 har formentlig været det travleste år for mig nogensinde, dog med alt andet end at skrive. Derfor er der også gået præcis 1 år siden min sidste blog. 19 eksamener på 12 måneder har ganske enkelt fyldt det hele. Endda i en grad, så da jeg i februar modtog en rudekuvert fra Dansk Forfatterforening, havde jeg hverken tid til at overveje, om det kunne være andet end en regning, eller tid til at åbne det før jeg sad i toget og hev forpustet efter vejret med et stendødt rejsekort i hænderne.

Det var ingen regning, men det viste sig at være Autorkontoens arbejdslegat på 20.000 kr.! Hvad er det lige man gør, når man modtager et legat? Jeg aner det ikke, for jeg har aldrig modtaget et før, men jeg tabte vejret og fik vand i øjnene dér midt mellem Valby og Høje Taastrup… det havde været en ret hård start på året, det skal siges… Jeg undgik dog billetkontrollører

Legatet blev givet på baggrund af mit næste romanprojekt, som indtil videre hedder Noget for noget (meget apropos legater) og som forhåbentlig kommer inden året er omme (hvis forlaget vil udgive den). Jeg er dybt taknemmelig og lykkelig over, at andre end jeg selv tror så meget på projektet, at de vil støtte det med penge. Penge! Tusind tak!

Normalt er jeg slet ikke så heldig, og derfor var overraskelsen og jubelskriget endnu højere og vildere, da der en maj-aften kl. 21:49 tikkede en mail ind fra Statens Kunstfond. Midt i semestrets sidste store eksamensaflevering (der kom til at vare hele natten og det meste af den følgende dag).

”Afgørelse fra Statens Kunstfond: Du får et arbejdslegat på 50.000 kr. til fortsat kunstnerisk arbejde”.

Jeg har ikke læst brevet 50.000 gange, men det må snart være tæt på. Naturligvis håber man at modtage et af de stærkt eftertragtede legater, men tvivler vel altid på, at det vil lykkes. For man er heldig, virkelig heldig, hvis man modtager Kunstfondens legater. Det bliver taknemmeligheden over legatudvalgets tilkendegivelse og støtte dog ikke mindre af, og jeg veksler fortsat mellem at forstå det og ikke at forstå det.

På det seneste har jeg læst afgørelsen igen og igen, som en motivation til, efter en meget lang pause pga. studier, at komme i gang med at skrive igen. Når tvivlen på evner opstår (og det gør den tit), minder jeg mig selv om, at legatet gives på baggrund af ens, indtil nu, kunstneriske arbejde og til fortsatte virke.
Ifølge Statens Kunstfonds Legatudvalg (som dette år bl.a. havde fantastiske Anne Lise Marstrand Jørgensen med) gives:
Legater og stipendier til kunstnere, der via deres hidtidige produktion har vist et særligt talent… og gives til fortsat kunstnerisk virke.

Udvalget lægger i vurderingen vægt på:
– Et godt og originalt sprog
– Tydelig bevidsthed om stil og form
– Substantielt indhold
– Nyskabende og/eller eksperimenterende kunst

Er det mig?! Måske? I hvert fald vil jeg prøve at leve op til det… og lade som om det er mig.

En forfatter får ikke anerkendelse og ros under selve arbejdsprocessen, som musikere, skuespillere og andre kunstnere ofte gør, og når nu ens største kritiker altid er en selv – og undertegnede er hård, meget hård! – så kan en genlæsning af udvalgets vurderingskriterier hjælpe til at tysse den kritiske stemme lidt ned.

Men der er også en pris at betale, et ansvar der skal løftes, forventninger der skal leves op til, tårer og træer der skal fældes, søvnløse nætter der er uundgåelige, papirer der skal krølles sammen, og darlings der skal slås ihjel. Dette er dog absolut en pris, som jeg hellere end gerne betaler…. med glæde!

I mit liv og arbejde ser regningen nogenlunde sådan ud:
– Tidligt i seng, for at kunne komme tidligt op og skrive/læse (hvem sagde hyggetjans?)
– Ferier der bruges på ovenstående.
– Weekender der bruges på ovenstående.
– Aftener og nætter der bruges på ovenstående.
– Ufattelig lang tid foran en blank skærm – timer der får marathonløb til at ligne badeferier.
– Spørgsmål fra alle om, hvordan det går med skrivningen – se ovenstående
– Forventning om at jeg giver den næste middag (ehm, man betaler altså fuld skat af legater).
– Den torturagtige følelse man sidder med, når man gennemgår det (makværk) man skrev i går.
– Det daglige møde med ens værste og ondeste kritiker; sig selv! På evigt gensyn.

Men jeg betaler den pris med den største glæde og taknemmelighed. For alene underholdningen, spændingen, udlevelsen af ens passion og drømme er næsten løn nok i sig selv. At det er muligt at tjene penge på at skrive er en ekstra bonus (ellers var der nok ikke mange som gjorde det).
Min igangværende roman ville uden tvivl være lagt på hylden nogle år, hvis det ikke var for legaterne. Jeg ville ganske enkelt ikke have råd til at skrive uden dem.

Så endnu en gang, et dybfølt og hjerteligt tak – og nu hvor jeg endelig har tid til at ”fri-købe mig” med legaterne, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at leve op til Jeres forventninger.

Min arbejdsproces ser nogenlunde sådan ud:
Jeg skriver, sletter, tilføjer, dræber darlings med kniv og sabel, opgiver, læser, forsøger igen, håber, tror, skriver, sletter, rykker rundt med kniv og sabel, fjerner, researcher, ryster på hovedet, overspringshandler, forlænger, forkorter, genlæser, skriver, glor, springer over, fortryder, går i gang igen, klapper mig selv på skulderen, skriver… skriver… skriver med kniv og sabel… sender af sted!

Tak for støtten og hjælpen til: